Akademisk Arkitektforening

LAK 2018-2019 - Ledelse af Arkitektonisk Kvalitet

Bliv fagligt og personligt rustet til at lede projekter med fokus på den arkitektoniske kvalitet.

Har du ansvaret for gennemførelsen af den arkitektoniske kvalitet på virksomhedens projekter? Som en form for mellemleder står du mellem tegnestuens eller kommunens strategi og politik og kunden og brugerne. I dette felt skal du sørge for at skabe rum for de arkitektoniske overvejelser og forhandlinger omkring kvalitet, prioritet, ambition og proces, så teamet kan fungere, arbejdspladsen bliver promoveret og bygherren bliver tilfreds. Det kræver en særlig arkitektfaglig proces- og relationskompetence at nå frem til de ønskede resultater og at få både loyale kunder, der kommer tilbage med nye opgaver, og at lykkes med den arkitektoniske ambition.

Dette forløb styrker dig som arkitektonisk ansvarlig i din projektledelse gennem en større strategisk selvindsigt og faglig afklaring omkring, hvordan du varetager denne rolle. Forløbet veksler mellem teori, praksis og direkte træning og sparring omkring din personlige håndtering af lederrollen.

For at få det fulde udbytte af kursusforløbet forudsættes det, at du har mindst 10 års arkitektfaglig erfaring samt projektansvar.

Begrebet 'projektleder' anvendes overordnet i kursusforløbet uagtet deltagernes individuelle titler i virksomhederne privat og offentligt (eksempelvis sagsarkitekt, lead design architect, seniorprojektleder, seniorarkitekt, senior design architect).

Forløbet
LAK er bygget op af fire moduler, der hver forholder sig til en central kompetence for den arkitektfaglige leder.

Kursusleder og gennemgående facilitator på forløbet er Thea Mikkelsen, MA og MSc, innovationskonsulent og erhvervspsykolog.

Den samlede kursusrække strækker sig over 8 undervisningsdage fordelt på 4 moduler i løbet af 4 måneder samt et interview og en coaching på baggrund af en personlig lederprofil, du skal tage online som del af kurset.

Forløbet indledes med et individuelt skypeinterview for at skærpe det individuelle læringsfokus for deltagerne.

Det samlede forløb afsluttes med en skriftlig opgave på baggrund af kursusrækkens emner (maks. 3 sider) og en tilbagemelding på denne.

Holdstørrelsen er begrænset til maks. 18 deltagere.


Program
Før første modul: Skypeinterview
Interviews af 1 times varighed pr. deltager afvikles forud for kursusforløbet.

Modul 1
Leder af arkitektonisk kvalitet i praksis
Modul 1 præsenterer centrale ledelsesbegreber, samt modeller for udvikling og ledelse af kreative kulturer og processer. Mellemlederens ledelsesrum relateres i forhold til identitet og organisation. Der arbejdes med rollen som den, der gør strategi til virkelighed i konkrete projekter gennem ledelse opad, nedad og ud ad organisationen, og det personlige refleksionsarbejde for forløbet forberedes.

Gæsteoplæg: Morten Kirkskov, skuespilchef, Det Kgl. Teater

Mellem første og andet modul
Hver deltager svarer på spørgsmål online til udarbejdelse af en individuel lederprofil (Hogan leadership assessment) og får en personlig tilbagemelding af Thea Mikkelsen. Tidspunkt for 1:1-tilbagemeldingerne tildeles individuelt inden modul 2.

Modul 2
Faglig integritet og forhandling
Dag 1: Masterclass med Kirsten Dehlholm og scenograf Maja Ziska fra Hotel Pro Formas kunstneriske hold, hvor der arbejdes med faglig integritet og ambition.

Dag 2: Workshop med fokus på metode, psykologisk proces og kommunikation i forhandling (generelt, og specielt om arkitektonisk prioritering). Deltagerne arbejder med forhandlingsstrategier med hjælp fra konsulentbureauet Betterday. Modulet styrker den enkeltes strategiske selvbevidsthed i forhold til forhandlingssituationer og generel varetagelse af rollen som leder af arkitektonisk kvalitet.

Mellem andet og tredje modul
Refleksionsopgave "Min Hogan profil in action - refleksioner over egne styrker og svagheder som erfaret på modul 2". Hver deltager skriver 1-3 siders refleksioner som sendes til Thea Mikkelsen og indgår som forberedelse til modul 3.

Modul 3
Gennemslagskraft i det personlige lederskab
Modulet har fokus på deltagerens professionelle mål, rolle og dialog med samarbejdspartnere. Der præsenteres modeller for strategisk tænkning, og kommunikation og strukturerede refleksioner med kollegaer bidrager til uddybningen af den enkeltes profil i forhold til konkrete problemstillinger. Vi arbejder med gennemslagskraft i det personlige lederskab og faglig selvtillid. Kollegial sparring omkring deltagernes personlige håndtering af lederrollen indgår.

Modulet afholdes på internat.

Mellem tredje og fjerde modul
Interview af kollega omkring varetagelse af egen rolle efter en skabelon, der bliver udleveret. Interviewet skal vare omkring 20 min. og pointer skal noteres til brug ved sidste modul.

Modul 4
Kommunikation skaber rum for ledelse
Modulet koncentrerer sig om effektfokuseret kommunikation som et nødvendigt værktøj at beherske i tværfaglig projektledelse. Blandt temaerne indgår interessentforståelse/motivationsprofiler, præsentationsteknik og kommunikationsteori. Deltagerne arbejder med en forumteatermodel samt præsentationer af konkrete projekter til at underbygge og fordybe læringen.

Gæsteoplæg: Sune Bang, direktør, Kommunikationsbureauet København

Aflevering af afsluttende opgave samt mundtlig tilbagemelding (Skype)

Undervisningsdage
Skypeinterview forud for opstart: Aftales individuelt med den enkelte deltager (ligger i uge 36)
Modul 1 - Leder af arkitektonisk kvalitet: 19. og 20. september (begge dage kl. 9-16)
Personlig tilbagemelding på lederprofil: 1,5 times individuelle samtaler i uge 41 og 43)
Modul 2 - Faglig integritet: 24. og 25. oktober (begge dage kl. 9-16)
Modul 3 - Gennemslagskraft i det personlige lederskab: 21. og 22. november (afholdes som internatophold, dag 1 fra kl. 9 til dag 2 kl. 15)
Modul 4 - Kommunikation som værktøj til at skabe rum for ledelse: 16. og 17. januar (begge dage kl. 9-16)
Skypetilbagemelding på afsluttende opgave (primo februar 2019)

Pris
Kursusforløbet koster kr. 36.000. For medlemmer af Arkitektforeningen er kursusafgiften kr. 31.000.

Kurset LAK 2018-2019 er i gang, og vi forventer at udbyde kursusforløbet igen med start september 2019. De endelige datoer foreligger endnu ikke, men hvis du kunne være interesseret i at deltage, så kontakt Charlotte Langen og kom på listen - og så kontakter vi dig, når vi har datoerne helt på plads og åbner for tilmeldingen.

Kurset er udviklet af Arkitektforeningen med støtte fra Dreyers Fond.