Akademisk Arkitektforening

MAA-konference 2014



På MAA Konferencen 2014 leverede Kulturminister Marianne Jelved en medrivende åbningstale, hvor hun takkede for det gode samarbejde i forbindelse med arkitekturpolitikken.
Læs talen herunder.

Kære alle sammen. Tak for invitationen.

Jeg vil gerne takke Arkitektforeningen for det gode samarbejde, vi har haft – og har – omkring arkitekturpolitikken. Og som jeg også glæder mig til at følge op på. Det er vi faktisk allerede godt i gang med.

Jeg er netop vendt tilbage fra Kina. Det er et land med nogle helt andre udfordringer end Danmark. I 2009 besluttede folkekongressen ved premierministeren at bygge ”et nyt Manhattan” hvert år de næste femten år, bare for at følge med befolkningsudviklingen. Infrastrukturen er overvældende med motorveje alle steder og planer om at bygge 42 nye lufthavne. Den olympiske lufthavn i Beijing fra 2008 har fået en tvilling – og så videre.

Det er jo et helt andet størrelsesforhold. Men der er ligheder, når vi ser på menneskers behov – kineseres som danskeres – for når det kommer til stykket, så er vi jo mennesker alle sammen.

Kineserne er naturligvis rigtig interesserede i de danske erfaringer, fordi vi på en måde har gennemgået de samme faser i industrialiseringen – også selvom de er voldsommere i Kina. Men ikke mindst fordi der alle forskelle til trods også er nogle fælles, genkendelige træk.

Hvordan bygger man byer, som man ikke bare er til at bo i, men som er til at leve i? Det er jo spørgsmålet. Og det er også det spørgsmål, I har sat jer for ved at have fokusområdet “Velfærdsudvikling gennem arkitektur”.

Vores samfund – der er præget af digitaliseringen, globaliseringen og alt dens væsen – ændrer sig hele tiden. Og vi reformerer systemerne løbende. Der er behov for nytænkning – og tilpasninger af både bygninger og infrastruktur. Og det skal ske med gode, funktionelle løsninger og høj bygningsmæssig kvalitet. Og med det menneskelige øjes sans for sammenhænge og kvalitet.

Når vi vil udvikle mennesker muligheder i hverdagen, så skal vi inddrage dem, det handler om. Dem der skal færdes i og bruge stederne, bygningerne og landskabet. Mennesket skal i centrum.

Og her har I som arkitekter en meget vigtig rolle! Og et stort ansvar.

Arkitekterne har spillet en vigtig rolle i opbygningen af det danske velfærdssamfund nogle steder. For eksempel et sted som Bellahøj. Der i øvrigt får mig til at tænke på Chr. IVs Nyboder: Smukke Nyboder, der både er socialt og fremsynet planlagt.

Andre steder udstykkede Venstre-gårdmændene grunde på 1000 m2 i rad og række efter en lineal uden sans for det kuperede terræn og landskabets muligheder.

Men ideen med arkitekturen i velfærdsstaten var, at alle skulle have adgang til gode og sunde boliger. Til lys og luft. Det var ikke kun de velstående, der skulle have råd til det.

I mine øjne kan vi dog godt trække linjen længere tilbage. For den tanke, der ligger bag velfærdsstaten, er grundlæggende en gammel liberal tanke om alle borgeres ligeværd. Det er den demokratiske tanke og andelstanken med princippet om én mand (m/k), én stemme.

Det var faktisk også tanken bag Grundtvigs ideer om dannelsen af et oplyst og myndigt folk – alle skulle løftes, alle havde ret til at være med.

Derfor handler arkitekturen også om vores helt grundlæggende holdninger til, hvad et samfund går ud på. Er alle i fokus – eller kun nogen? Er det delt i klasser, eller har alle lige stor ret til at være med? Kan vi mødes på lige fod – eller er nogen på mere lige fod end andre?

Arkitekter har givet form og indhold til mange af velfærdssamfundets ideer: huse til almindelige mennesker, skoler, børneinstitutioner, biblioteker, hospitaler samt andre af de funktioner, som vi kender fra velfærdssamfundet.

Dansk Folkeferie sørgede for, at det var muligt at holde ferie i ordentlige faciliteter, og brugsforeningen hyrede dygtige arkitekter til at tegne funktionelle møbler, som kunne købes med en almindelig pengepung.

Funktionelle løsninger og høj håndværksmæssig kvalitet præger mange af de bygninger, som skød op. Og som vi i dag er så stolte af, at vi udpeger dem som bevaringsværdige. Eller endog freder dem!

Tænk bare på Bellahøj-husene, Kildeskovshallen eller det almennyttige boligbyggeri “Søvangen” her i Aarhus.

Men samfundet – og vilkårene for vores liv og fælleskaber – ændrer sig. Der er vedvarende nye udfordringer, som vi skal forholde os til, og som I som arkitekter skal være med til at skabe holdbare og værdifulde og bæredygtige løsninger til.

Men hvad er det for et samfund, vi skal bygge og skabe løsninger for?

Det er et samfund, der skal kunne rumme de demografiske ændringer. Det kræver gode rammer dér, hvor de mange flytter hen. Og forsat kvalitet i de områder, som tyndes ud. Måske skal vi på et tidspunkt tage den udfordring op: At øge kvaliteten i de områder, så de bliver attraktive i en ny tid.

Det er et samfund, der skal kunne håndtere de klima- og miljøudfordringer, vi står over for: Vi skal reducere CO2-udledninger og bruge energien mest muligt og effektivt. Og vi skal sikre et rent miljø.

Det er et samfund, hvor vi skal få regnskabet til at hænge sammen, for ellers er der ingenting, der hænger sammen. Corydon gør det, han skal gøre. Men så skal vi også gøre det, vi skal gøre.

Det er et samfund, der bygger på demokrati og en høj grad af borgerinddragelse. Et samfund med social sammenhængskraft. Blandt andet gennem medborgerskab til forpligtende fællesskaber.

Et samfund, der bygger på ligeværd. Og som giver plads til, at den enkelte kan følge sin mening med sit liv, og som bygger på en fælles grundenighed om, hvad meningen med vores samfund er eller skal være.

Det kunne være et stærkt civilsamfund, hvor inddragelse i fælles anliggender er måden at være sammen på – hvor der er plads til forskelligheder, hvor det hele ikke er som leverpostej. Hvor alle er med. Hvor børn er tænkt med.

Tænk bare på det sted, vi er i nu – Turbinehallen, hvor det gamle er med til at skabe rammerne for noget nyt.

Når I nu har sat jer for at skabe “velfærdsudvikling gennem arkitektur” – ja, så har I taget en stor opgave på jeres skuldre.

Men I er som arkitekter uddannet til både at tale det rationelle sprog og det æstetiske sprog.

Arkitektur siges at være en bunden kunstart. Fordi den bygger på både det rationelle – at give gode, optimale løsninger på de stillede opgaver. Og på det kunstneriske og æstetiske, der taler til sanser, oplevelser og mening.

Det æstetiske er imidlertid ikke kun det smukke. Jo, det er det også. Men det er også noget med, hvordan “det” føles. Hvad gør omgivelserne ved os? Dét, vi kalder “mavefornemmelse”… Og “Ah, her er godt at være!”.

Det er det subjektive perspektiv frem for det objektive.

Arkitekturen er et meget håndgribeligt eksempel på, at det kunstneriske – det æstetiske, sanselige udtryk er med til at forme vores samfund og rammerne for vores liv med hinanden. Og kravet – forudsætningerne – er, at arkitekturen spænder over både det “rationelle” og det “æstetiske” sprog.

Arkitekturen skal få ingeniørens praktiske beregninger og kunstens udtryk til at gå op i en højere enhed.

Kommunerne spiller en meget vigtig rolle i udformningen af fremtidens arkitektur. Det er dem, der i praksis skal tage hånd om udviklingen:

De er planmyndighed.
De er byggemyndighed.
De er selv offentlige bygherrer.
De har et meget stort ansvar for at varetage den fysiske kulturarv.

Og så har de ansvaret for mange af de kultur- og velfærdsinstitutioner, vi borgere – små som store – bruger.

Derfor har jeg som personlig ambition, at alle kommuner skal have en kommunal arkitekturpolitik inden for de næste 3-4 år.

Jeg tror, det betyder meget for vores fremtidige byer, bygninger og landskaber, at den enkelte kommune sætter en arkitektonisk retning på deres aktiviteter.

Det er vigtigt, når:
Et bibliotek ikke “bare” låner bøger ud, men også bliver en vigtig del af byrummet og gennem arkitekturen inviterer flere inden for. Og som rækker ud efter – og når – de borgere, der ikke bare går indenfor, når de går forbi. For eksempel har de lige bygget et nyt bibliotek i Herning. De har insisteret på, at det skal ligge inde midt i byen, på hovedgaden. Fordi det skal være en del af byens liv, og ikke bare gemmes væk ved en parkeringsplads et sted. For tydelighedens skyld lader de en gade føre gennem biblioteket og forbinde hovedgaden med stationen.

Når nedslidte byområder ikke “bare” skal renoveres – men også skal indbyde til aktiviteter og fælles mødesteder. Et sted, man har lyst til at komme.

Når bygninger eller anlæg skal opfylde flere funktioner på én gang, fordi der er tænkt over tingene: Skaterbanen, der bliver overløbsbassin, grønne landskaber på hustagene...Det koster ikke ekstra at bruge både det rationelle sprog og det æstetiske sprog, når vi skal forme vores omgivelser. Men det kvalificerer løsningerne, der skal bæres af samvirket mellem rationalitet og æstetik.

Jo, det koster mere omtanke. Og det kan tage ekstra tid, fordi vi skal huske at involvere de mennesker, det drejer sig om.

Men jeg vil straks sige, at det kan koste mere, hvis vi ikke gør det.

Derfor handler nogle af initiativerne i regeringens arkitekturpolitik om at støtte kommunerne i deres arbejde med at udvikle egne arkitekturpolitikker. Blandt andet også i samarbejde med jer i Arkitektforeningen.

Og derfor vil den arkitekturpris, som vi uddeler første gang i starten af det nye år, sætte fokus på kommunernes arkitekturpolitiske arbejde.

Jeg vil gerne – endnu engang – takke Arkitektforeningen for det gode samarbejde, vi har haft omkring tilblivelsen af arkitekturpolitikken. Som er genfødslen af betydningen af inddragelse og medborgerskab, og den fælles forståelse af, hvad meningen er.

Det er jeg rigtig, rigtig glad for.

Rigtig god fornøjelse med jeres årsmøde.

Og tak for ordet.