Akademisk Arkitektforening

Henning Solfeldt



Designchef hos PLH Arkitekter

Uddannelse: Civilingeniør (husbygning og varmeisolering) i 1977 fra DTU. Afgang 1981 fra Kunstakademiets Arkitektskole.
Alder: født 1952
Bopæl: Fredensborg

Hvorfor blev du arkitekt?
Jeg har fra barnsben haft trang til at tegne, konstruere og bygge. Som student stod valget derfor mellem ingeniør- og arkitektfaget, men arkitekter var i 1971 for meget lig med fuldskæg, pibe og islandske sweatere til min smag, så jeg valgte det sikre – ingeniørstudiet, som jeg også gennemførte. Men de bløde værdier, tværfaglighed og helhedstænkning savnede jeg, hvorfor jeg efterfølgende uddannede mig til arkitekt.

Som produktdesigner hos PLH har jeg fået mulighed for at arbejde med formgivning af produkter til aptering af byggeri og anlæg. Belysningsarmaturer, skiltesystemer, kontormøbler og vejudstyr har meget teknisk og konstruktivt indhold samtidig med, at der er funktionelle og formgivningsmæssige udfordringer. På den måde udnytter jeg begge mine uddannelser.

Hvad karakteriserer din karriere?
Jeg har i min karriere været ansat på både små og store tegnestuer og prøvet meget forskelligt arkitektarbejde – men via mange tilfældigheder og valg har jeg efterhånden fundet ud af, hvad jeg er bedst til og har mest lyst til. Lysten og evnerne til at løse særlige arbejdsopgaver hænger næsten altid sammen, fordi man kan se og mærke, hvad der lykkes bedst og gør en forskel.

Min faglige efteruddannelse er primært studieture til at løfte blikket, se ting i andre sammenhænge og samle indtryk og inspiration. Udvikling af belysningsarmaturer beskæftiger jeg mig meget med, og i den forbindelse er messebesøg og seminarer min efteruddannelse samt teknologiske input fra samarbejdet med belysningsfirmaerne. Jeg har endvidere efteruddannet mig som sikkerhedsrepræsentant og som stressvejleder gennem kurser.

Hvad er dine fremtidsvisioner?
Jeg har arbejdet med bygningsmonterede vindmøller de seneste 2-3 år –
og har sammen med PLH Arkitekter, en ung civilingeniør med speciale i strømningsmekanik og SEED Capital etableret vindmølleselskabet EdgeFlow. Det projekt opstod ud fra ønsket om at fremme bæredygtigheden i vore byggerier. Udover gradvist opsnappet viden om vindmølleteknologi er efteruddannelsen i den forbindelse leveret af Symbion/Accelerace og har omhandlet bl.a. forretningsplaner og markedspositionering.

At arbejde med de tekniske og designmæssige udfordringer i dette projekt er min hjemmebane, men det er nyt for mig at skulle arbejde med forretningsudvikling, søge midler fra fonde og skaffe kapital fra investorer. Hvis vi er heldige bliver det et langvarigt projekt, som jeg også beskæftiger mig med om 5 år.

Hvorfor er du medlem af Akademisk Arkitektforening?
Jeg er meget lidt aktiv i Arkitektforeningens og Danske Designeres foreningsarbejde. Jeg har for nogle år siden været medlem af Designudvalget i Arkitektforeningen, men følte ikke, at jeg havde nok at byde på, og det blev i øvrigt nedlagt. Derfor påskønner jeg meget, at der er andre, som trækker et læs med foreningsarbejde og dermed værner om fagets faglige og politiske aspekter.