Akademisk Arkitektforening

ÅBENT FOR PUBLIKUMS STEMMER TIL RENOVERprisen 2016



Hele 179 eksempler på renovering af eksisterende byggeri er blevet indstillet til at modtage RENOVERprisen 2016. Nomineringsudvalget er gået i gang med at vurdere projekterne, der i år især repræsenterer parcelhuse og almene boliger. Publikum har også mulighed for at tage stilling til, hvilket projekt, der fortjener særlig opmærksomhed.


Renovering af vores eksisterende bygninger er af meget stor betydning for vores økonomi, vores trivsel, vores byer og vores udfoldelsesmulighed. For at give disciplinen den synlighed og status, som renovering fortjener, stiftede Realdania og GI i 2013 RENOVERprisen på 100.000 kr. Prisen har i løbet af de få år, den har eksisteret, medvirket til at der er blevet kastet nyt lys på en lang række renoveringsprojekter af meget høj kvalitet landet over.

Ny opmærksomhed til boligbyggeri og parcelhuse
I år er det især boligbyggeri og parcelhuse, der er repræsenteret blandt årets indstillede projekter, og det er nyt. ”Traditionelt er det de større renoveringsprojekter, der løber med opmærksomheden. Derfor er det glædeligt, at også almene boliger og parcelhuse er fint repræsenteret i årets indstillinger”, siger filantropidirektør i Realdania Anne Skovbro.

De mere spektakulære projekter er også at finde i år, hvor for eksempel forvandlingen af en gammel kedelbygning i Vejle og et tidligere krematorium og kapel på Bispebjerg Torv i København NV er blevet indstillet til prisen. Også bygningen, der siden udgangen af 2015 har huset Arkitektforeningens hovedkontor i Åbenrå 34 i København er på listen.

Publikums stemmer
Frem til midten af juni vil nomineringsudvalget vurdere alle de indstillede projekter og beslutte, hvilke 4-6 projekter der skal gå videre i konkurrencen og blive nomineret til RENOVER prisen 2016. Vinderen kåres ved en fest i begyndelsen af september 2016. Under hele processen har publikum desuden mulighed for selv at se nærmere på samtlige indstillede projekter og give deres mening til kende. Det foregår på RENOVERprisens hjemmeside, hvor samtlige projekter er præsenteret i billede og tekst.

Se mere her!

// Foto: Jens Lindhe

Kommentarer