Akademisk Arkitektforening

Bogen "Arkitektur der forandrer" skaber debat

"Ghettoer opstår i samme type arkitektur verden over, drevet frem af samme ideologi. Modernisternes strålende utopi rives ned overalt i verden. Bare ikke i Danmark."
Således indleder journalist Pernille Steensgaard Weekendavisens artikel om bogen ”Arkitektur der forandrer – fra ghetto til velfungerende byområde”, der er blevet til i et samarbejde mellem Ministeriet for flygtninge, indvandrere og integration, Velfærdsministeriet, Realdania og Akademisk Arkitektforening.

Og hun fortsætter:
”Det er ved at gå op for myndighederne, at fattige mennesker har de samme drømme om et hjem som alle andre. Og det er ikke den drøm, som modernisterne med den forgudede schweiziske-franske arkitekt Le Corbusier i spidsen drømte i 1930erne om den demokratiske, sunde og gode bolig (…) De troede, de byggede til Mennesket i al dets evighed, men Le Corbusier tog fejl. De tog fejl. De byggede til et ideal, ikke til et rigtigt menneske.”

Det er ikke kun Weekendavisen, der har bragt debatterende historier om den nye bog. P1 bragte for nylig et timelangt interview med AAs formand Rikke Krogh, Jyllandsposten bragte en kronik – ligeledes af Rikke Krogh, og Børsen omtalte i sidste uge bogen i en anmeldelse:

”Det er vel næppe boligområdernes udformning, som alene har ansvaret for problemerne, men forfatterne argumenterer overbevisende og veldokumenteret for, at selve udformningen af for eksempel stisystemer har en direkte og målbar indflydelse på kriminaliteten.”, skriver Børsens anmelder Kim Betak Pedersen.

Kommentarer