Akademisk Arkitektforening

Debat: Sociale problemer i boligområder kan ikke løses ved fysiske indgreb



- Af Hans Skifter Andersen, bragt i Politikens Analyse den 12. september som kommentar til kronikken Drop ghettolisten, og begynd at udvikle byerne og undersøgelsen Evidens for sociale effekter af fysiske indsatser i udsatte boligområder

I en kronik i Politiken den 28. august mener Morten Kabell, borgmester i København, og Jane Sandberg, direktør i Arkitektforeningen, at store og gennemgribende fysiske indsatser er af afgørende betydning for at løse problemerne i udsatte og belastede boligområder. De mener, at der er brug for store og langsigtede investeringer »i stedet for at sætte ind med ukoordineret symptombehandling af problemer som kriminalitet, arbejdsløshed og lav uddannelsesgrad«. 

Læs kronikken Drop ghettolisten, og begynd at udvikle byerne i Politiken

Det er ikke nyt, at arkitekter mener, at den sociale virkelighed skabes af de fysiske omgivelser, og synspunktet er da heller ikke helt uden relevans, men i dette tilfælde trækkes der alt for drastiske konklusioner, og konsekvenserne af dem kan blive meget dyre for samfundet.

I kronikken henvises til en rapport, som parterne har fået lavet, hvor man meget summarisk har set på erfaringerne fra 27 forbedringsprojekter i byområder i en række europæiske lande. Underligt nok har man ikke brugt noget af det omfattende materiale fra de talrige evalueringer af områdeindsatser i Danmark i løbet af de sidste 30 år. I de fleste af de undersøgte udenlandske projekter har man, ligesom i Danmark, haft en kombination af fysiske, sociale og økonomiske indsatser.

Læs rapporten Evidens for sociale effekter af fysiske indsatser i udsatte boligområder

Jeg ved af erfaring fra de mange evalueringer, jeg selv har deltaget i, at man relativt nemt kan undersøge, om indsatsen som helhed har haft effekt, men det er meget svært at udrede, i hvor høj grad det skyldes f. eks. fysiske eller sociale indsatser.

Det fremgår ikke af rapporten, hvordan indsatserne i områderne har været fordelt, hvor omfattende de har været, og over hvor lang tid de er foregået, hvilket er af afgørende betydning for resultaterne.

Det fremgår heller ikke, hvor store effekterne har været, kun om der har været en. I alle tilfælde tillægger man de fysiske indsatser æren for effekten. Det konkluderes, at der oftere er målt en effekt ved store fysiske ændringer, men det kan lige så godt være, fordi hele indsatsen har været mere omfattende. Rapporten giver ikke tilstrækkeligt grundlag for de markante synspunkter i Kronikken.

Problemerne i udsatte byområder er primært af social art. De har en høj boligstandard.

Der er forholdsvis mange af dem, der er bygget som store, monotone boligområder, men der findes også sådanne områder, som ikke har nogen særlige problemer, ligesom der findes mindre tæt-lave områder med store problemer.

Forskningen om årsagerne til, at bestemte byområder bliver udsatte, viser, at der primært er tale om sociale processer, hvor en for stor koncentration af mennesker med sociale problemer skaber en spiral af nye problemer, som påvirker til- og fraflytningen og beboersammensætningen.

Synlige sociale problemer - og især asocial optræden og kriminalitet i byrummet - giver området et dårligt omdømme og lav social status, ikke mindst hvis det omtales i medierne. Undersøgelser har vist, at status og omdømme har en helt afgørende betydning for, hvem der flytter til og fra områderne, og dårligt omdømme kan føre til en stadig socialt svagere beboersammensætning. Desværre har det også en betydning, i hvor høj grad området er domineret af etniske minoriteter. Der er stærk evidens for, at danskere i højere grad fravælger byområder med mange indvandrere.

Samspillet med det fysiske miljø er først og fremmest, at der sker en hurtigere nedslidning af boliger og område, i takt med at der bliver flere beboere med sociale problemer, medmindre man sætter ind med øget vedligeholdelse. Områdernes vedligeholdelse er utrolig vigtigt, fordi nedslidning er et signal om social deroute.

Mere omfattende fysisk forskønnelse og forbedringer kan medvirke til at gøre områderne mere attraktive, men det kan ikke fjerne et stærkt socialt og etnisk stigma fra et område. Det viser også erfaringerne fra indsatserne i 1980'erne, der kun var fysiske.

Det, der er helt afgørende for at standse en negativ udvikling i områderne og skabe grundlag for en positiv, er, at man gør noget ved de sociale problemer. Et tårnhøjt problem er her unge, mange af dem fra indvandrerfamilier, som falder ud af samfundet og bliver kriminelle. Det er især disse unge, som er meget synlige på en negativ måde. Men det er en lang, sej indsats at få rettet områderne op, og meget tyder på, at den sociale indsats bør være permanent i nogle områder, hvis man skal undgå senere tilbagefald.

Der er næsten altid fundet positive effekter af områdeindsatser, umiddelbart efter at de er gennemført. Men når de så er holdt op, ser man tit, efter en del år, at problemerne melder sig på ny. Der er stærke kræfter i vore byer, som konstant skaber stærkere social opdeling af byen og øget koncentration af sociale problemer.

Kronikkens forfattere mener, at problemerne kan løses en gang for alle ved omfattende fysiske ændringer. Det kan de måske også i et enkelt byområde, hvis man f. eks. river det hele ned eller flytter beboerne på en gang. Men det bliver rigtig dyrt. Københavns hovedproblem er en mangel på almene boliger, og sandsynligvis flytter man bare problemerne hen i andre almene boligområder.

Hans Skifter Andersen er Adjungeret professor, Statens Byggeforskningsinstitut ved Aalborg Universitet og har været med til at udarbejde en række studier og evalueringer af kvarterløft i byområder.

Læs direktør i Arkitektforeningen Jane Sandbergs svar til Hans Skifter Andersen

Læs også: Ny undersøgelse viser, at arkitektur kan skabe social forandring

 

Foto: Urbanplanen i København, Wikimedia Commons

Kommentarer