Akademisk Arkitektforening

Er nedrivning løsningen i Gellerup?

I de sidste par dage er der blevet diskuteret ghettoproblematik og arkitektur i Jyllands Postens Århussektion JP Århus.

Debatten handler først og fremmest om den berømte og berygtede Gelleruppark i Århus.
JPs journalister har fundet inspiration i bogen Arkitektur der forandrer, som AA udgav i samarbejde med Ministeriet for indvandrere, flygtninge og integration samt Velfærdsministeriet og Realdania i 2008.

”Forestil dig, at nogle af boligblokkene i Gellerupparken blev jævnet med jorden og erstattet af kareer af byhuse som er så attraktive, at middelklassens ressourcestærke borgere får lyst til at flytte dertil. Det er netop, hvad Amsterdam har haft succes med i sin tidligere ghetto, Bijlmermeer, som JP Århus har besøgt og skrev om i avisen i går. Tankeeksperimentet er hentet fra bogen Arkitektur der forandrer”, skriver journalist Thomas Bay Estrup d. 18. Maj i JP Århus.

Sammen med redaktør Nils Bjørn interviewes projektleder og medforfatter af Arkitektur der forandrer Annette Holek, fra Akademisk Arkitektforening:

»Bijlmermeer har tiltrukket en anden type beboere ved at der er bygget en anden type boliger. Forskellige arkitekter har fået mulighed for at bygge, så det ikke er et ens udtryk. Det betyder, at kvarteret er mere tiltrækkende at flytte ind i, fordi det ikke bare er et stort område, men små samfund i det store område. Det kan folk bedre identificere sig med og føle sig hjemme i,« siger Annette Holek til Thomas Bay Estrup, og fortsætter:

»Man er nødt til at se på, hvilken type bolig de mennesker, som man ønsker at tiltrække til området, drømmer om, og hvad de mangler i Gellerupparken. Mange mennesker synes at modernistisk arkitektur som den i Gellerupparken er lig med slum, sociale og økonomiske problemer. Det passer ikke på det liv, som de gerne vil leve. Vi mennesker ønsker at bruge de fysiske rammer til at skabe drømmen om vores liv,« understreger Annette Holek.

Som det også er beskrevet i bogen Arkitektur der forandrer, lægger både Nils Bjørn og Annette Holek vægt på, at indsatser i arkitekturen alene, ikke er nok:

»Erfaringerne fra udlandet viser, at man skal bruge forskellige redskaber. I samspil med sociale og økonomiske indsatser kan det være et meget effektivt redskab,« siger Annette Holek.

Kilde: JP Århus

Om Arkitektur der forandrer
Bogen undersøger de formmæssige og funktionelle problemer med bygningerne, uderummene og byplanerne i danske ghettoområder, og samler nytænkende eksempler fra udlandet på, hvordan man her med succes griber ghettoproblemerne an med innovative arkitektur- og byplanlægningsstrategier - eksempler som danske arkitekter og planlæggere kan lade sig inspirere af.

Bogen bygger på research, lavet af Akademisk Arkitektforening gennem et år. Den er skrevet af førende danske eksperter på området: Claus Bech-Danielsen, Bo Grönlund, Torben Gade, Camilla Richter-Friis van Deurs, Tom Nielsen, Mark Vacher, Kristian Skovbakke Villadsen og Louise Kielgast, foruden projektledere fra AA, Annette Holek og Marie Bak Mortensen. Bogen er redigeret af Niels Bjørn.

Arkitektur der forandrer - fra ghetto til velfungerende byområde udkom 1. november 2008 på GADs forlag. Som medlem af Akademisk Arkitektforening (MAA) kan du købe bogen for kun 199 kr. + forsendelse. I boghandler sælges den til 299 kr.

Bogen kan bestilles hos AA på 3085 9000 eller ved at skrive en mail til td@aa-dk.dk
 

Kommentarer