Akademisk Arkitektforening

Hagens: Det handler ikke om æstetik


Arkitektforeningen har talt med arkitekten bag Torvehallerne Hans Peter Hagens om den debat, der florerer i Politiken i disse dage, hvor Hagens blandt andet har stået model til at blive omtalt som en ”hysterisk gravid kælling”, fordi han har kritiseret Torvehallernes udvikling.

”Jeg syntes debatten har taget en drejning, der er under bæltestedet”, siger Hans Peter Hagens.

”Min kritik handler på ingen måde om, at jeg er æstetik-rytter eller elitær, den handler om at jeg har problematiseret nogle valg som bygherren har truffet, som jeg mener, går ud over den oprindelige ide med Torvehallerne og er i strid med lokalplanens målsætning”.

Hans Peter Hagens kritikpunkter handler blandt andet om det uderum der er mellem de to Torvehaller. Her var den oprindelige tanke, at der skulle være masser af stader og boder, hvor man kunne købe billigt frugt & grønt som på en rigtig markedsplads, og der skulle plantes platantræer, som afskærmede. I dag er der kun få boder, mange platantræer er udeladt, og så har en masse campingbænke til torvehallernes hastigt voksende Take Away taget over.

”Det handler egentlig ikke så meget om æstetik; men jeg er meget ærgerlig over, at den intenderede idé med at uderummet skulle være en folkelig handelsplads fuld af liv ikke er blevet det”, siger Hans Peter Hagens.

Hagens kritik går også på, at bygherre i stedet for at bruge det tilknyttede arkitektfaglige rådgiverteam, selv har valgt at dække torvehalsfacaderne med ugennemsigtige presenninger, samt har valgt at bruge et engelsk brandingfirma til at lave hvide klistermærkater ud over facadeglasset mm.

”På et principielt niveau mener jeg, at man som arkitekt har en forpligtigelse til at blande sig i, hvordan det byggeri man har designet udvikler sig – det handler ikke om at være elitær eller vagthund – det handler om at sikre at hensigten og ideen med de arkitektoniske valg bliver realiseret på bedste vis”, siger Hans Peter Hagens der tager til genmæle i Politiken:

”(…) Det fyger med beskyldninger om en drømmende arkitekt, der bygger drivhuse til fødevarer. Her er det afgørende at spørge hvorfor torvehallerne opvarmes til omkring stuetemperatur med varmeblæsere, grundet torvehallernes ansatte og take-away’ernes mange kunder, som helst skal kunne sidde uden overtøj. I stedet for at folk anklager undertegnede for ikke at ville tegne solafskærmning, så kunne Jeudan måske bringe vores 2 konkrete løsningsforslag i spil (som burde have været realiseret hurtigere, da solproblematikken har været drøftet siden byggefasen i 2011, og vi har stået klar som potentielle rådgivere i den sammenhæng, om ønsket af bygherren). Samtidigt med, og det er vigtigt, at kommunens krav/regler om at Torvehallerne kun må opvarmes til 15 grader overholdes - det sidste af den naturlige grund, at torvehaller ikke må være for varme grundet fødevarerne, samt af miljøhensyn - når kravet i lokalplanen har været en let transparent glasstruktur (til at åbne og lukke på enkel vis) og med zink-halvtag henover staderne.  Når jeg specifikt skriver stader igen har det ikke alene med torvehalsforståelsen at gøre – men også Københavns kommunes Udbudsvilkår af februar 2006  - for det bør bemærkes, at førnævnte Cofoco med sine kædebutikker og restaurant (blandt 10 øvrige) på torvepladsen kalder sine 3 stader for butikker i deres beske kommentarer til arkitekten i Politiken 18.04.2012. Hertil har jeg kun at sige, at en stade ikke er en butik, ligesom en torvehal ikke er et butikscenter (…)”


Formiddagsmøde i Arkitekternes Hus
Tirsdag den 24. april er Arkitektforeningen vært ved et formiddags-arrangement, der tager diskussionen om arkitekters ret (eller pligt?) til at blande sig i bygningsprojekters udvikling, efter de er taget i brug. Det sker fra kl. 9.00 til 10.30. Blandt talerne er arkitekt MAA Hans Peter Hagens,  Kunstdebattør Torben Sangild, samt arkitekt MAA Henrik Terkelsen som ordstyrer.

Program følger her på hjemmesiden.

 


 

Kommentarer

Kommentatorens hjemmeside Anonym
tor, 19/04/2012 - 20:38

Er du tilfreds?; TorvehallerneKBH er Københavns største og bedste madmarked med over 60.000 ugentlige besøgende. Det betyder; mange mennesker er glade for at komme fordi det.

Jeg synes, det er rimlig flot; over 60.000 ugentlige besøgende.

Det lyder som om du aldrig er tilfreds med det.

Jeg forstår dig godt.

Kommentatorens hjemmeside Anonym
fre, 20/04/2012 - 07:54

Arkitekter SKAL ytre sig, efter min mening.

Med de hurtige spradebasseløsninger uden kvalitet - jamen så ender dette flotte bygningsværk jo bare som et nyt "Scala"

Æstetik - rytter eller ej, bliver for mig aldrig et fyord.
Jeg elsker og nyder æstetik og det tror jeg faktisk alle gør!

Bak nu arkitekten op, som har anstrengt sig så meget for at vi har noget smukt og velfungerende i vores by og lad ham få det helt færdigt.

God vind fremover

Kommentatorens hjemmeside karl flemming hansen
fre, 20/04/2012 - 09:18

det er et standende problem, som når man er blevet så gammel som jeg må se gang på gang., til stor ærgelse for en som virkelig har lagt sjæl og tid i projekterne, så den reelle fortjeneste er blevet al for lille, man smadrer unødig god arkitekttur, med alle mulige uharmoniske tiltag. fh)

Kommentatorens hjemmeside Anonym
fre, 20/04/2012 - 11:22

Den evige problemstillinng hvor valget står imellem økonomi og estætik.

Arkitekten skal endnu engang honoreres for, at komme med løsningsforslag til, hvordan man på en ordentlig måde løser solafskærmnings problemerne. I princippet burde det være tænkt ind i bygningen fra starten, men er sandsynligvis sparet væk i første omgang. Bygherren "sparer" igen og vælger alle (u)mulige lappeløsninger på problemerne, istedet for en løsning som passer til bygningerne.

Jeg synes det er fedt, at Hans Peter Hagens tager bladet fra munden og forsvarer et iøvrigt meget sympatisk projekt. Men hvor er Københavns Kommune?? De har vel pligt til at håndhæve lokalplanen. De burde være en del af diskussionen.

Kommentatorens hjemmeside Anonym
fre, 20/04/2012 - 14:07

Det måske er bedste; Stadsarkitekten Tina Saaby kommer med til debatten, fordi hun har en stor ansvar for København Kommune i forbindelse med at gennemføre mange opgaver.

Kommentatorens hjemmeside Annette Blegvad
man, 23/04/2012 - 08:19

Kom i morgen, altså tirsdag, den 24., kl. 9 i Arkitekternes Hus og diskuter videre med Hans Peter Hagens og Torben Sangild - og hinanden.

Kommentatorens hjemmeside Anne Gottlieb
lør, 12/05/2012 - 00:06

Jeg har en enorm respekt for Hans Peter Hagens (HPH), der som én ud af meget få arkitekter har bevaret idealerne om, at arkitekten har et folkeligt og socialt ansvar med sin faglighed. Og jeg undrer mig over, at ikke flere arkitekter støtter op omkring dette arkitektursyn.

HPH er eneste årsag til at vi københavnere har fået de fantastiske Torvehaller, at projektet overhovedet er blevet realiseret! Og det efter en årelang kamp (med privatøkonomien på spil tilmed!) for det idealistiske projekt, hvis hovedidé jo er at bidrage til byens fællesliv & folkelighed på en meget central plads: Hvorfor har f.eks. Københavns Kommune og Stadsarkitekten ikke kæmpet denne kamp?

Jeg forstår fuldt ud HPHs frustrationer, når bygherre, stadelejere, m.fl. nedbryder idéerne i projektets hjertetanke med uigennemtænkte, kortsigtede og arrogante løsninger.

Tak til Hans Peter for at gøre mig stolt over at være arkitekt!