Akademisk Arkitektforening

Ny podcast: Hvad gør megabegivenheder ved byen?

I London førte værtsskabet for OL til permanente ændringer for fattige kvarterer. I Rio blev fattige områder simpelthen revet ned og beboerne flyttet væk. Og da København var på falittens rand i halvfemserne, var det måske Kulturby, der gav os et helt nyt syn på byens potentialer, som senere er blevet forløst. Arkitekturens lydmedie, BYLYD, undersøger i deres nyeste podcast, hvad det kan betyde for en by, når megaevents kommer til.  

Hvordan kan man bruge megaeventen til at præge byudviklingen i en postiv retning - og kan den omvendt bruges af magthavere til at afkoble normale demokratiske processer og gennemtvinge forandringer i byen hen over hovedet på dens borgere? Det har BYLYD forsøgt at finde svar på i podcasten “megabegivenheder i byen”. Hør et interview med Trevor Davies om tilblivelsen af Kulturby København '96 og begivenhedens efterdønninger. Tag med til London, hvor freelancer Julie Køie gør status over det olympiske område Stratford, fire år efter OL blev afholdt dér. Og lyt til et interview med bysociolog Malte Warburg, der fortæller om, hvordan OL i Rio er blevet brugt "som anledning til at accelerere en gentrificeringsproces". Værter er Tobias Moe og Niels Bjørn.

I udsendelsen møder du blandt andet Malte Warburg. Han er bysociolog og har skrevet speciale om megabegivenheders betydning for Rio. Han fortæller blandt andet om "OL som undtagelsestilstand", hvor begivenheden blev brugt af byens magthavere til at trumfe udemokratiske beslutninger:  "Der lå en gammel byplan for det område, som nu er blevet det olympiske, som i langt højere grad forsøgte at forbinde yderområderne og de fattige områder med byens centrum og der, hvor arbejdspladserne ligger. Den byplan, som var demokratisk vedtaget, den er blevet skrottet og erstattet med den olympiske byplan." Fattige kvarterer blev revet ned, og beboerne er blevet flyttet 50-100 kilometer væk. 

En event der ændrede København  
Vi har aldrig på dansk jord haft en olympiade, selvom der fortsat er kræfter, der stræber efter det. Hvis man spørger "mr. megaevent" i Danmark, Trevor Davies, der har stået bag Aarhus Festuge, Metropolis Festival, Kulturby 96 og meget, meget andet - så skal vi måske heller ikke have det. I et en gåtur med Niels Bjørn på Holmen i København, hvor Kulturby 96 tog sit udgangspunkt, forklarer han behovet for at bruge de store kulturelle og sportslige begivenheder som led i en langsigtet udvikling. Og en udvikling, der har gavn for lokalsamfundet frem for turisme og uhåndgribelig branding som endemål. Han siger blandt andet: “Hvis vores byer fortsat skal udvikle sig, skal man se på de indre linjer og sammenhængskraften. Vi skal have blikket ned på mikroskala og se på gadeplan. Se på de små nabolag. Og se, hvordan mindretalsgrupper fungerer sammen.”

I starten af halvfemserne var København en by på fallittens rand, og den var under statslig administration. Kulturby 96 blev på mange måder et vendepunkt og fik åbnet øjnene for potentialer uden for byens centrum. Kunstnernes midlertidige omformuleringer i forbindelse med kulturåret fik folks øjne op for kvaliteterne i områder uden for centrum, for eksempel brokvartererne og Islands Brygge og Holmen. Det var på mange måder med til at sparke gang i den udvikling, der siden har taget fart. For eksempel på Holmen, hvor der i dag er en blanding af yderst attraktive boliger og kunstskoler som Arkitektskolen, Rytmisk Musikkonservatorium og Statens Teaterskole. 

London fire år efter OL
Til sidst i udsendelsen besøger vi i podcasten London, hvor det sidste OL blev afviklet i 2012. Her hører vi, hvordan olympiaden har sat sit præg på bydelen Stratfords udvikling. Modsat Rio havde man i London en målrettet social strategi forud for OL, hvor et af byens fattigste områder skulle løftes. Men er det lykkedes? Derboende freelance-journalist Julie Køie gør status: "Arven efter OL- legene har allerede sat sit tydelige præg på Stratford og har tilført bydelen nye boligområder, flere kulturelle tilbud, uddannelsessteder og fortsatte investeringer. Langt de fleste jeg har mødt, er positivt stemt overfor en tiltrængt genoplivning af området. Arbejdsløsheden er faldet de sidste år - imens er antallet af lavtlønnede jobs steget: Mere end hver tredje beboer i Newham, der er i arbejde, er ansat i et lavtlønnet job. Men huspriserne eksploderede, og det ulige forhold mellem lavtlønnede jobs og stigende boligpriser menes nu at fastholde beboere i fattigdom.  Som bydelen genoplives vil der nok komme flere jobs, - men altså ikke nødvendigvis med en løn, der kan finansiere stigende boligpriser i et moderniseret, attraktivt og nybygget Stratford."

Hør podcast om megaevent her
 
Hør alle podcasts her 

Bylyd er produceret af Tobias Moe og Niels Bjørn, der holder til i et lydstudie under loftet i Arkitektforeningens lokaler i Åbenrå 34, København. Mediet er støttet af Arkitektforeningen og Dreyers Fond. Podcasten er nummer 18 i rækken. Der er 10 nye podcasts på vej, som udkommer løbende resten af året. 

 

Kommentarer