Akademisk Arkitektforening

Nye, billige boliger til København


ONV Arkitekter og jaja architects har i samarbejde med totalentreprenøren Scandibyg  og med Bascon som ingeniører vundet den 4. rammeaftale for levering af boligkonceptet AlmenBolig+. Ordren lyder på levering af 300-400 almene boliger på byggegrunde i bl.a. København, Albertslund og Valby.


Vinderforslaget tilbyder en stor variation af boligstørrelser og forskellige byg-ningstypologier. Det er i forslaget lykkes at kunne tilbyde otte boligtyper indenfor basisprisens rammer. At kunne tilbyde så mange forskellige boligtyper til samme lave pris sikrer en mangfoldighed i beboersammensætningen i de enkelte bebyggelser. Det er ganske unikt for ONV og jaja’s forslag, og noget som har stor betydning for den sociale bæredygtighed i et boligområde.

Søren Rasmussen, arkitekt MAA og indehaver af ONV arkitekter, siger:
”Vi er meget glade og stolte over at skulle i gang med version 4 og 5 af disse boliger - denne gang i samarbejde med en af landets lovende unge tegnestuer. København og alle Danmarks store byer mangler gode boliger, der er til at betale. Vores boliger forventes at blive udlejet til ca. 7000 kr. i husleje pr. måned for omkring 100 m2. Vi kan ikke vente med at komme i gang.”

Basisbyggemodulet
Projektet bygger på et fabriksfremstillet basisbyggemodul i træ med en central kerne til vådrumsinstallationer, teknik, trappe osv. Modulerne kan ligesom byggeklodser sættes sammen i både plan og højde, og byggesystemet skaber således et væld af muligheder for udformningen af den enkelte bolig.

Basisbyggemodulet sikrer også en fri og fleksibel udformning af hver enkelt bebyggelse. De præfabrikerede elementer bearbejdes, så de fremstår med varierede facader, nicher og tagudformninger og sammenstilles som klassiske rækkehuse eller som fritstående punkthuse i op til 4 etager.. Der er også mulighed for at blande forskellige typologier og skabe anderledes strukturer med nye, spændende mellem- og uderum.

Maksimal fleksibilitet
Ruminddelingen i boligerne er fleksibel fra en fuldstændig åben planløsning til max. 4 værelser. Boligerne varierer i størrelse fra 82 – 130 m2  fordelt på 1-3 etager. Ligger boligen i stueetagen er der adgang til haver eller terrasser. På de øvrige etager er der adgang til altaner og/eller taghaver.

Arkitekt og partner i jaja architects, Kathrin Gimmel, udtaler:
”De mange almene boliger bliver vores første opførte boliger i Danmark. Vi er glade for at det lykkedes at skabe en stemningsfuld bebyggelse til en pris hvor alle kan være med.

ONVs erfaring med at opføre industrialiseret byggeri kombineret med vores fokus på at skabe sammenhæng mellem bygninger og landskab har komplimenteret hinanden rigtig godt, og vi ser meget frem til det videre samarbejde.”

Afgørelsen
I bedømmelsen blev der lagt stor vægt på både pris og kvalitet, og det var en enig bedømmelseskomite, der pegede på team Scandi Byg som vinder. Rammeaftalen har på nuværende tidspunkt en værdi af ca. 320 mio. kr. og indeholder en række konkrete byggeprojekter med op til i alt 400 boliger. Samtlige bebyggelser opfylder BR10´s energikrav for 2020.



Fakta

ONV arkitekter
Over de seneste 3 år  har ONV arkitekter opført næsten 900 almene boliger – de cirka  125 som plejeboliger. Tegnestuen har stor viden omkring de specielle forhold, der gør sig gældende ved opførelse af industrielt byggeri og er den tegnestue i DK, som har den største erfaring med industriel arkitektur inden for en fornuftig økonomisk ramme. Senest udmøntet i Københavns Kommunes bygningspræmiering 2012 for 83 almene boliger på Grøndalsvænge
 
ONV arkitekter står  bag 38 af Ritts Billige Boliger i København samt 84 lavenergiboliger i Ullerødbyen og er blevet tildelt Nykredits Arkitekturpris 2008 for deres indsats for arkitektonisk kvalitet i det industrielle byggeri.
Tegnestuen har tidligere opført 520 AlmenBolig+ boliger  i samarbejde med Scandibyg – disse færdiggøres pt .
 
ONV arkitekter bygger pt. plejeboliger for Domea og har netop vundet en større opgave i Stavanger på 150 selvbyggerboliger. Endvidere har ONV udviklet fritids- og helårsboliger som sælges i hele Norden under navnet ONV boligen.
Boligerne sælges i Danmark af EBK Huse.

jaja architects
jaja architects blev etableret i 2008 og har base i København. Tegnestuen ledes af Jakob Steen Christensen, Jan Yoshiyuki Tanaka og Kathrin Susanna Gimmel, som tilsammen udgør et internationalt kollektiv fra henholdsvis Norge, Japan og Thailand og Schweiz. 

For øjeblikket projekterer jaja 60 omsorgsboliger i Kvernaland i Norge, som skal opføres I løbet af 2014. Derudover udarbejder jaja flere norske reguleringsplaner - bl.a. for en ny bydel bestående af 400 boliger i byen Hillevåg ved Stavanger.

Tegnestuen udfører ofte projekter på tværs af landegrænser og fik sin første internationale anerkendelse i 2007 i konkurrencen om udvidelsen af Stockholms Hovedbibliotek. Sidenhen har jaja markeret sig løbende ved nationale- samt internationale konkurrencer. Tegnestuen modtog I 2011 Nykredits Motivationspris.


Eftertragtet boligform
KAB har med boligformen AlmenBolig+ udviklet et eftertragtet koncept, der bygger på smukke, rummelige og robuste boliger med en optimal økonomi både ved anskaffelse og i den efterfølgende drift. Til gengæld for en relativt lavere husleje har beboerne også flere forpligtelser end sædvanligt. F.eks. i forhold til indretning af egne boliger og vedligehold af fælles arealer, græsslåning og hækkeklipning m.v.



Kommentarer