Akademisk Arkitektforening

Byudvikling ved Fasanvej Station på Frederiksberg


C. F. Møller udpeget som vinder af konkurrencen om fremtidens bycampus på CBS

Konkurrencen om en masterplan for udvidelsen af CBS' campus på Frederiksberg blev vundet af C. F. Møller (totalrådgiver) i samarbejde med arkitektfirmaet Transform og ingeniørfirmaet Moe. De har konkurreret med fem andre teams om CBS' campus på et niveau som andre store uddannelsesinstitutioner i Danmark og udlandet kan lade sig inspirere af.

Målet har været at skabe en masterplan for området mellem Fasanvej Station og Solbjerg Plads, som skal være til gavn for studerende og medarbejdere samt byens borgere. Masterplanen omfatter i alt ca. 31.000 kvm nybyggeri.

Masterplankonkurrencen er blevet til i et nært samarbejde mellem CBS, Frederiksberg Kommune, Metroselskabet og med støtte fra Realdania. Masterplanen skal nu danne grundlag for den videre planlægning. Afhængig af eksterne finansieringsmuligheder vil dele af masterplanen være realiseret omkring 2020.

Konkurrencen, der blev udskrevet i februar 2014, blev gennemført i to faser. Seks teams var prækvalificeret til første fase af konkurrencen med følgende arkitektfirmaer som totalrådgivere: BIG, C. F. Møller, COBE, Juul Frost Arkitekter, Schønherr og Tegnestuen Vandkunsten. I anden fase medvirkede C. F. Møller, COBE og Vandkunsten.

Sammensætningen af de enkelte teams fremgår af dommerbetænkningen.

Konkurrencen har været afholdt i samarbejde med Arkitektforeningens Konkurrenceafdeling, som har stået for konkurrencerådgivningen gennem hele forløbet.

Yderligere oplysninger
Projektleder Charlotte Felumb, CBS
Telefon 4185 2203  /  E-mail cf.cs@cbs.dk

Konkurrencens sekretær
Jesper Kock, arkitekt MAA
Arkitektforeningens Konkurrenceafdeling