Akademisk Arkitektforening

Ny kirke i Sydhavnen i København



JAJA Architects vinder konkurrence om en ny kirke i Københavns Sydhavn

Blandt 114 deltagere har tegnestuen JAJA Architects i samarbejde med Søren Jensen Rådgivende Ingeniører vundet den åbne konkurrence om en ny folkekirke på en af Københavns Sydhavns mest prominente pladser. Med deres forslag 'Himmel og Hav' har de forsøgt at ramme en balance, hvor kirken bliver et åndeligt frirum for den enkelte og et byrum for de mange.  

Kirke formet som spiralformet pyramide
En kirke formet som en let og lys spiralformet pyramide eller rettere en ziggurat, som er et tempeltårn med en helligdom på toppen. Sådan kommer den nye kirke i Københavns Sydhavn til at se ud om nogle år, når den tomme byggegrund ved siden af Man Diesel & Turbos bygninger skal omdannes til et nyt byrum. Kirken foreslås bygget i lys beton, tegl og træ. 

En gåtur op mod himlen
Forslaget forsøger at strække bylivet fra vandkant til kirketop i form at en tagpromenade, der skal invitere til en gåtur op mod himlen. På vejen op støder man på små intime terrasser og lave vandbassiner med rislende vand, som tilbyder plads til ro og sanselig fordybelse. 
 
 
Kirkerummet ligger på øverste etage  
Kirkens indre består af tre plan. I stueplan placeres de udadvendte kulturaktiviteter og på anden sal placeres kontorer. Bygningens 3. plan vies til kirkerummet, der tegner den indre form af den opadstigende pyramide. Rummet bliver dermed et 'negativ' af husets ydre og et rum, der for alvor henvender sig til vores indre verden, understøttet af sin dobbelttydighed, sære form og varme materialer. 

Ifølge dommerkomiteen er der tale om en bygning, der med enkle midler og stor autoritet står frem i det urbane arkitektoniske landskab. Vinderholdet har formået at skabe et stærkt og robust projekt, der forener den indre og åndelige dimension med en ydre tiltrækningskraft. Holdet modtager en 1. præmie på 200.000 kr.



Disse modtog også en præmie
Andenpræmien gik til Stine Christiansen, arkitekt MAA og Olmo Ahlmann, arkitekt MAA, som tilsammen modtog 140.000 kr. Gustav Appell Arkitektkontor Stockholm, Sverige modtog en 3. præmie på 100.000 kr.  

Yderligere fire forslagsstillere modtog hver et indkøb på 40.000 kr.: Høyer Nielsen Arkitekter v. Thomas Færgemand Høyer, arkitekt MAA og Julius Nielsen, arkitekt MAA / Rørbæk og Møller, Arkitekter / Filip Lipinski, Juras Lasovsky, Hanna Johansson / Jens Thomas Arnfred.

Om konkurrencen
Konkurrencen blev udskrevet af Sydhavns Sogns menighedsråd som en åben konkurrence. I alt deltog 114 arkitekter og arkitektteams, hvoraf 53 var fra udlandet. Kirken forventes indviet i 2019. 

Konkurrencens sekretær
Bent Kolind, arkitekt MAA
Arkitektforeningens Konkurrencerådgivning