Akademisk Arkitektforening

Randers Kunstmuseum



3XN tegner nyt kunstmuseum i Randers

Det danske arkitektfirma 3 x Nielsen har vundet den indbudte arkitektkonkurrence om et nyt kunstmuseum i Randers, der skal ligge på en meget attraktiv og naturskøn grund tæt på bredden af Gudenåen og den vigtigste indfaldsvej til byen.
Randers Kunstmuseum har i mange år haft alt for trange forhold til at præsentere sin enestående kunstsamling og sine særudstillinger.

"Det bliver der lavet om på med den nye bygning, som vil fordoble udstillingsarealet og rumme alle de faciliteter, der er nødvendige for tidssvarende brugerservice og formidling, noget vi har savnet meget i de nuværende lokaler på anden sal i Kulturhuset", siger en glad museumsleder Finn Terman Frederiksen.

3 x Nielsens meget smukke og unikke bygning, vil ganske givet berige det grønne miljø ved Gudenåens bred med et meget skulpturelt, arkitektonisk indslag. Den meget karakteristiske, vredne tagkonstruktion vil gøre stort indtryk - ikke mindst på de tusindvis, der dagligt nærmer sig Randers fra syd via Randers Bro, og bygningens udformning og udseende vil uundgåeligt blive et nyt og markant kulturelt vartegn for byen.
Formgivningen af bygningens indre lever i høj grad op til det skulpturelle ydre i funktionalitet. Udstillingsrummenes traditionelt formgivne, rektangulære udstillingssale passer perfekt til samlingen af ældre kunst og klassisk modernisme, mens mere utraditionel udformning af rummene i andre dele af huset er som skabt til præsentation af Sven Dalsgaard-samlingen, dadaistisk antikunst og særudstillinger af ung og eksperimenterende kunst.

Det videre forløb
Med resultatet af arkitektkonkurrencen har Randers Kunstmuseum nu tilvejebragt tre afgørende forudsætninger for at komme i gang med etableringen af en ny museumsbygning: Randers Kommune har vederlagsfrit stillet en fantastisk grund til rådighed, kommunen har erklæret sig som hovedtilskudsyder til driften af det nye museum, og konkurrencen har skabt det ønskede projekt.

"Den sidste ting er en vigtig brik i det fremtidige arbejde med at skaffe økonomi til at gennemføre projektet. Vi har tidligere henvendt os til store fonde, som har ladet forstå, at der skulle foreligge et konkret projekt, før man ville tage stilling", siger Finn Terman Frederiksen. Han tilføjer, at museets bestyrelse nu straks går i gang med arbejdet med at skaffe penge til etableringen af det nye museum.

De øvrige deltagere
De øvrige deltagere i konkurrencen var:



  • Behnisch Architekten, Stuttgart,

  • Zaha Hadid, London,

  • Coop Himmelb(l)au, Wien

  • Entasis, København.


3 x Nielsen er ikke ukendt i Randers-sammenhænge, idet firmaet også står bag Sparekassen Kronjyllands hovedsæde - i øvrigt genbo til det kommende, nye kunstmuseum.

Konkurrencen har været afholdt i samarbejde med Akademisk Arkitektforening, som har stået for konkurrencerådgivningen gennem hele forløbet. Fagdommere udpeget af Akademisk Arkitektforening: arkitekt MAA Mathilde Petri og arkitekt MAA Klaus Toustrup.

Læs dommerbetænkningen her

Yderligere oplysninger:
Museumsleder Finn Terman Frederiksen
tlf. 8642 2922
eller Bent Kolind, Arkitekt MAA - Akademisk Arkitektforening
tlf. 3085 9015.